|
Frodigt fabulerende teater-oratorium om livet i en lille
by.
Et stykke for stemmer, kaldte den
walisiske forfatter Dylan Thomas selv sin tekst fra 1953, og
antydede dermed, at en scenisk opførelse af dette stykke
radio-dramatik måske ikke lige var det mest oplagte. Derfor
er det ekstra imponerende, at Holbæk-teatret Fair Play
alligevel har forsøgt at sætte billeder på de mange
maleriske og poetiske ord. Og projektet er lykkedes over al
forventning.
Thomas’ kalejdoskopiske tekst om livet i et døgn i en lille
walisisk provinsby er blevet en anderledes, udfordrende og
herligt fabulerende teateroplevelse, der kræver noget af
sine tilskuere, men til gengæld også giver dem muligheden
for at komme med på en rejse, hvor både øjne og ører får en
oplevelse af de mere sjældne.
Et mylder af personer træder frem i denne fortælling,
præsenteres med et par sigende ord eller svirpende
replikker, hvorpå de forsvinder ind i mørket igen. Det er
som at flyve usynligt over byen og kunne kigge ind af alle
de små vinduer, først ved nattetide, siden i morgengryet,
hen over dagen, aftenen og endelig natten igen. Et døgn i en
lilleby.
Blot fire personer formidler hele dette flimrende og
underfundige by-univers med masser af visuel opfindsomhed i
Robert Parrs fornemt meddigtende og lydhøre iscenesættelse.
Tøjet er 1950’er-agtigt med slipover og læggede bukser til
mændene og tækkelige nederdele til kvinderne. I en enkel,
manege-agtig dekoration, bestående af flytbare kasser,
skaber de byen Milkwood for os, sikkert hjulpet af en
glimrende lydkulisse, hvor blæsten suser og havet bruser,
når da ikke de fire bryder ud i sange – atmosfærebefordrende
og stilsikkert komponeret af Michael Ramløse. Et scenisk
oratorium er det, og lyder det afskrækkende for nogle, bør
de tage mod til sig og opleve denne meget anderledes
teaterforestilling.
Her knevres og sladres, grisene øffer, tonefaldet er snart
vredt, snart kælent – en kakofoni af stemmer er det, der
fortæller om byens personer, deres drømme og længsler, mens
små skarpe lommelygter skaber nattestemning og klart sollys
tegner byen i dens vågne timer. Her er hundsende hustruer
og ydmyge ægtemænd, der drømmer om at komme rottekrudt i
konens morgenkaffe, her er sanseindtryk og lyde fra
hverdagen, klukkende høns, stegt lever med løg, et altvidende postbud, der har læst alle breve og derfor kender
alle hemmeligheder, her er sladder over tørresnoren,
skoledrengedrilleri, forelskelser og præsten, der
filosoferer over livet og lykken.
Langsomt, dvælende og nydende bevæger vi os gennem dette
forårsdøgn i Milk Wood, imponerende sat på scenen af Henrik
Steen Larsen, Marita Dalsgaard, Betina Grove Ankerdal og
Jesper Pedersen. Træfsikkert rammer de deres mange figurer,
og skal man endelig indvende noget, må det være, at Dylan
Thomas’ ord kræver en ekstrem træfsikkerhed i betoninger og
pauser, hvis det skal lykkes optimalt. Dér er vi ikke altid.
Især i de hastige passager snuppes der endelser af eller
sproglige pointer tabes. Det er småting, men de tæller også.
Her kan der med fordel arbejdes videre og helt i bund. Det
fortjener teksten og det fortjener forestillingen. Flot
gået, Fair Play!
Henrik Lyding
Jyllandsposten
Det kræver noget af sit publikum –
Dylan Thomas’ moderne klassiker ”Milkwood”, som Teatret Fair
Play har premiere på i aften. Men hold, hvor er det altså en
flot tekst. Et langt sprudlende digt og en hyldest til
hverdagen i et lille walisisk fiskerleje.
Dylan Thomas skrev egentlig ”Milkwood” som et radiospil, men
nu har Robert Parr og Michael Ramløse bearbejdet Jørgen
Nash’ danske tekst, og det er der kommet et spændende stykke
teater ud af. Men som sagt – det kræver noget af sit
publikum at holde rede på de mange navne og de hurtige skift
i den kalejdoskopiske rutsjetur gennem nedrullede gardiner,
stamværtshuse, skolegårde og bysladderen, der udgør dele af
livet i den lille ravnekrog af et klaustrofobisk fiskerleje
et sted i Wales.
I Milkwood lever drømme, freudianske længsler og sensuelle
lidenskaber side om side med hæmmende regler, skadefryd og
elskelighed hos personerne, afhængige af hinanden og
gennemsyret af gamle venskaber og surrealistiske minder.
De fire skuespillere Marita Dalsgaard, Betina Grove-Ankerdal, Jesper Pedersen og Henrik Steen Larsen fylder
personerne med sang- og talestemmer, der matcher den flotte
tekst som blomme og æggehvide.
Og Maria Ciccias enkle scenografi med de små lommelygter,
der omformer ansigter og skibslanterner til et dæmonisk
drama tilfører en ekstra dimension og effekt til den
overlegne tekst: ”Du må ikke lukke solen ind, før den har
tørret fødderne af”.
Skuespillerne spiller med et uanstrengt overskud, hvilket er
imponerende i et stykke med så mange figurer, der skal
levendegøres, men det mestrer de med en forrygende mimik og
et kropssprog, der konstant finder nye veje at gestalte de
forskellige figurer på.
Man er rigtig godt underholdt i denne milkwoodske verden med
kærlig hyldest til hverdagen og de kære små afvigelser.
Marianne Povelsen
Venstrebladet
Mennesker i modlys.
Der leges med både lys og menneskeskæbner i Fair
Plays spændende
og meget visuelle fortolkning af Dylan Thomas' klassiske
tekst.
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en
forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab
i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af
virkelighedsteater
‘Under Milkwood’ er originaltitlen på Dylan Thomas'
walisiske mesterværk fra ca. 1953, som han efter fire års
arbejde lige nåede at gøre færdig inden sin alt for tidlige
død. Stykket bærer undertitlen: 'Et stykke for stemmer'. Det
henviser til, at stykket er skabt for radio, men samtidig at
Thomas bryder med en af radiodramatikkens uskrevne regler;
at indskrive få roller, så lytteren ikke forvirres af de
mange stemmer. Thomas gjorde akkurat det modsatte.
Men Teatret Fair Play har løst den svære opgave til fulde.
I den tidlige morgenstund i skolens gymnastiksal bliver
publikum forført ind i det grågrumsede og drømmeriske
univers. Der hænger en dis over rummet, som når mosekonen
brygger. Den sovende havneby står klart og særdeles mystisk
i en enkelt og
meget overbevisende visuel ramme.
Thomas’ fascination af det underbevidste og hans geniale
introduktion af figurerne via deres driftige nattesøvn
bliver ret så overbevisende fremstillet af de fire
sort-hvide skikkelser, der befolker den grå podieafgrænsede
scene. Lyden er en uhyre vigtig medspiller og indrammer den
scenografiske helhed. Sammen med et effektivt lysdesign
transformeres scenen klokkeslag for klokkeslag gennem
døgnets rytme.
Pludselig bliver Mog Edwards, Mss Price, Polly Garter,
pastor Eli Jenkins, Mary Ann Sailors og ikke at forglemme
lille Willy Wee som blot få af de mange beboere i den
maleriske by lyslevende og fængslende i den monterede
collage.
Det er mentalt umuligt at holde styr på de mange
medvirkende, men det er visuelt fantastisk at sluge hver
eneste situation, som sindigt slynger publikum fra den ene
lidenskabelige Milkwood-beboer til den anden. De fire
spillere transformerer på splitsekunder uproblematisk krop
og stemme fra en figur til en anden.
Forestillingen lever smukt og formfuldendt op til de mange
forventninger, der stilles til et ensemble, som tør kaste
sig ud i at operere med Dylan Thomas.
Lone Sørensen
Børneteateravisen |
